4058 8020

Erhverv møder dans

Kontaktimprovisation

Deltagere

De deltagende var 27 ansatte i Klink og Jensen forsikring – og pensionsmæglere. Alle arbejder på forskellig vis med forsikring og/ eller pensionsmægling og deltagerne var deltagere fra firmaets forskellige filialer i Danmark.

Masterclassen

I denne masterclass bruges teknikker fra dansens verden til teambuilding for en gruppe kontormedarbejdere, der skal på dybt vand i en dansesal.

Kontaktimprovisation er en dynamisk danseform, som indebærer at man gennem berøring, løft og bevægelse udforsker sin egen krop i relation til andre. I masterclassen trænes deltagerne i øvelser, hvor de gennem dans og kontaktimprovisation leger med balance og modbalance og griber og bærer hinanden. Samtidig trænes gruppens samlede opmærksomhed og bevidsthed med fælles impulstræning og koreografiske øvelser. Afslutningsvis inddeles deltagerne i grupper, hvor de skal bruge dagens tillærte færdigheder til at koreografere to fælles dansesekvenser, hvor alle deltager. Udover at blive udfordret fysisk, får deltagerne også optrænet tillid og mod og ser sine kollegaer i helt nye positioner, relationer og roller.

Mesteren

Masterclassen varetages af den danser og movement director Christian From. Christian From har mange år på bagen både som professionel danser og som underviser. Hans tilgang til denne masterclass er at fastholde dansens disciplinære tone og udvise høje forventninger, hvilket bevirker at deltagerne var højt engagerede og fokuserede.

Deltagernes ord

“Dagen var rigtig god. Erfaringer, jeg tog med hjem; at det var andre end normalt, der tog ansvar – og at alle havde det godt, selvom vi virkelig var på udebane. Oplevelsen har gjort mig nysgerrig på at komme mere i kontakt med andre fagområder. Jeg tænker, at vi skal prøve det igen.” Jakob Klink, 44,  Direktør, Klink & Jensen Forsikring- og pensionsmæglere

“En fremragende dag med grin og samarbejde med kollegaer og indblik i en professionel danseverden. Jeg værdsatte særligt den afsluttende dans og Christians professionalisme. Jeg havde en forventning om at vi skulle prøve noget nyt og spændende, hvilket ville påvirke min egen faglighed. Dette blev i højeste grad bekræftet. Det er noget jeg vil opsøge igen.” Jeppe Krogh, 33, Controller

“En sjov dag med opgaver og øvelser meget forskellig fra hverdagen. Spændende at være udenfor den normale comfort zone og se hvorledes andre deltager – hvem holder sig tilbage, hvem styrer osv.” Peer Sørensen, 53, forsikringsmægler

“Erfaringer, jeg tog med hjem: at helt uerfarne hurtigt kan tillære sig en rudimentær koreografi, at smidighed forsvinder med alderen og at det er vigtigt, at alle bidrager, Niels Asger, 56, Pensionsrådgiver

“Overordnet var oplevelsen forfriskende og med nye grænseflytninger. Jeg værdsatte særligt den frie dialog og positive stemning, særligt fra instruktøren. Jeg har brudt egne grænser, fået bedre kendskab til kolleger, været godt underholdt. Lars Bresemann, 61, Forsikringsmægler